Burgerboller du selv kan bage af Outdoorcooking.dk - 28. september 2017 Forberedelsestid: 2 timer, 10 minutter Tilberedningstid: 20 minutter 6 burgerboller
Sådan laver du hjemmebagte burgerboller
Ingredienser:
15g gær
2,5 dl lunkent vand
450 g Hvedemel
7 g fint salt
40 g sukker
40 g blødt smør
Sesamfrø
Der er intet som hjemmebag. Der er en verden til forskel fra de lavmælte supermarkedsversioner af tvivlsom kvalitet, til de hjemmebagte burgerboller du selv kan bage. Vi har kun et råd - Bag dine burgerboller selv. Det er den største opgradering af din burger med undtagelse af bøffen, som naturligvis laves på grill eller bål. Har du en god opskrift på burgerboller? Del den gerne i kommentarfeltet her på siden.
Fremgangsmåde: Opløs gær i det lunkne vand. Hæld en smule mel i, inden sukker og salt tilsættes. Ælt dejen grundigt – 10 minutter med dejkroge til den er smidig, elastisk og slipper skålen. Tilsæt nu smør og ælt dejen i yderligere 5 minutter.
Lad dejen hæve 1 time, lunt og tildækket. Form dejen til 6 lige store boller. Hver bolle trykkes flad i en dyb tallerken med sesamfrø inden de lægges på en bageplade med bagepapir. Lad dem efterhæve lunt og tildækket i 20 minutter.
Efter 20 minutter lægges nu en bageplade ovenpå klædet så den trykker let ned – lad bollerne hæve endnu en time under pladen.
Forvarm ovnen til 225 grader og bag bollerne midt i ovnen 12-14 minutter til de er gyldne ovenpå og lad dem til sidst køle af på en bagerist.