Pandekager på grill

September 13, 2018

Pandekager på grill

SÅDAN LAVER DU DE BEDSTE PANDEKAGER PÅ GRILL.

Når du steger pandekager på grillen, er opskriften og fremgangsmåde ikke så meget anderledes, end når du steger pandekager på komfuret. Men der er ingen tvivl om, at selvom det er hyggeligt nok at stege pandekager i køkkenet, så stiger hyggebarometeret adskillige grader, når det foregår i haven eller på terrassen med duften af grill og boblende pandekager i næseborene.

Opskrifterne på pandekager ved komfuret og pandekager ved grillen er derfor heller ikke vanvittig forskellig, men herunder får du alligevel et par opskrifter på nogle pandekager, som egner sig godt til at tage med ud ved grillen. Har du brug for mere inspiration, kan du finde endnu flere opskrifter på pandekager her.

Kardemomme pandekager med citron

Den første vi snupper, er en klassisk pandekage, som er piftet op med kardemomme og lidt citron. Kan du lide kardemomme, så vil du elske dem.

Til 4 personer

  • 250 g hvedemel
  • ½ tsk. salt
  • 1 tsk. sukker
  • ½ tsk. kardemomme
  • Skallen af ½ økologisk citron
  • 4 æg
  • 3 dl mælk
  • 2 spsk. smeltet smør
  • Smør til stegning

Forslag til tilbehør

  • Is
  • Friske bær
  • Syltetøj
  • Chokoladesauce

Fremgangsmåde:

Rør mel, salt, sukker, kardemomme og revet citronskal (kun det gule, det hvide er bittert) sammen.

Tilsæt æggene, og rør det sammen.

Tilsæt mælken lidt ad gangen under omrøring, til du har en klumpfri dej.

Tilsæt til sidst smeltet smør, og pisk dejen i ½ minut mere.

Kom smør på din stege-, grill- eller bålpande, og steg pandekagerne ved direkte, middel varme, ca. 210° C. Pas på de ikke brænder på.

Grove amerikanske pandekager

Amerikanske pandekager er de dér små, tykke pandekager, du oftest finder på en rigtig veldækket brunchbuffet.

Nu ved jeg ikke, om du griller allerede fra morgenstunden – men kunne det ikke være hyggeligt? Hele familien ud omkring grillen i morgenkåber eller nattøj og så spise pandekager og drikke morgenkaffe og juice? Herunder får du i hvert fald opskriften på nogle grove amerikanske pandekager, du kan stege på grillen – eller i køkkenet. De kan selvfølgelig også spises på andre tidspunkter af døgnet end om morgenen/formiddagen.

Til 10 stk.

  • 2 æg
  • 1½ dl hvedemel
  • 1 dl rugmel
  • ½ tsk. salt
  • 1 tsk. natron
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. kanel
  • 1 tsk. vaniljepulver
  • Skal fra 1 økologisk citron
  • 2½ dl mælk
  • Smør til at stege i

Forslag til ilbehør

  • Flormelis
  • Frisk frugt eller friske bær
  • Kompot
  • Sirup

Fremgangsmåde:

Del æggehvider og -blommer fra hinanden, og pisk æggehviderne stive.

Bland hvede- og rugmel sammen med salt, natron, bagepulver, kanel, vaniljepulver og revet citronskal.

Tilsæt æggeblommer og mælk, og pisk det godt sammen.

Vend de stiftpiskede æggehvider i, og lad dejen hvile i ca. et kvarter.

Varm smørret op på din stege-, grill- eller bålpande, og hæld en klat dej midt på panden, så den selv løber ud. Steg på begge sider ved direkte, middel varme, ca. 210° C.


Skriv en kommentar

Tilmeld dig vores nyhedsbrev